Vi bor i "Egehuset" på Ny Lellingegård, der ejes af Vallø Stift. Der er frisk luft både inde og ude, udsigt over marker og skov, blomstrende vejkanter, gode kastanjetræer langs vejen osv.
Der er harer, fugle, ræve, fasaner og masser af små og større sten, der altid samles i små hænder og i lommer (og tilstopper vaskemaskinens afløb). Der er strid modvind og dejlig medvind, sol og regn, nævn det - og vi har det.
Børnehaven er en privat pasningsordning med basis i §11 i Den sociale Servicelov. Det vil sige, at Køge kommune yder et økonomisk tilskud til børnehaven, og at visitering til børnehaven foregår via kommunens pladsanvisning.
Skovsneglen blev stiftet af en gruppe forældre i 1994 og startede som en Rudolf Steiner Skovbørnehave.
Sådan blev den drevet frem til efterår 2002, hvorefter det blev besluttet kun at drive børnehaven som en Rudolf Steiner inspireret børnehave. Den dag i dag benyttes kun enkelte af de oprindelige Rudolf Steiner tanker, som f.eks. årstidsfesterne.
I børnehaven lægger vi vægt på en gentagende og genkendelig rytme i hverdagen, ugen og året. Vi ønsker at styrke børnenes sanser og fantasi og gør dette ved hjælp af legetøj af naturmaterialer og sanglege.
Nøgleordene for vores arbejde med jeres børn er: Tryghed, anerkendelse, tillid, efterligning, rytmer, fantasi og glæde.